Om B1 - Bornholm
Hovedstrækning B1 - Bornholm, omfatter hele Bornholms Regionskommune, inklusiv øgruppen Ertholmene, hvor Christiansø er den største.
Hovedstrækningen består dels af sand- og morænekyster på øens sydlige del, dels af store dele klippekyst på den nordlige halvdel af øen. Klippekysterne undergår ingen erosion.
Dog er der på mellemlangt sigt en vis lokal risiko for oversvømmelse og erosion ved byerne Rønne, Arnager og Nexø. Desuden på de østvendte områder ved Balkastranden og nord og syd for Snogebæk.
Historiske højvandshændelser
Historisk har der været flere højvandshændelser ved hovedstrækningen. Under stormen d. 14. november 1872 nåede vandstanden op på 208 cm (DNN, trendfri) i Rønne og ved Boderne i Aaker. I Gudhjem nåede vandstanden 201 cm (DNN, trendfri) og ved Arnager og i Neksø Havn blev der målt 193 cm (DNN, trendfri). (Kilde: KDI, 2011). Der blev i Tejn registreret en vandstand på 121 cm (DVR90) den 4. januar 2017.
Indvindingsområder
Inden for hovedstrækningen ligger de fælles indvindingsområder Rønne, Klintegrund, Bakkegrund Nord og Bakkegrund Syd.