Om delstrækning F1.06
Delstrækningen dækker østsiden af Hindsholm, og er karakteriseret ved at have to større, lavtliggende områder. Sandtransportretningen er primært nordgående langs hele strækningen.
Strækningen afgrænses i nord ved Fællesstrand på Fyns Hoved og i syd af Stavre Skov. Delstrækningen inkluderer desuden øen Romsø. Kyststrækningen ligger ud til Storebælt og Romsø Sund og er ca. 29 km lang.
Byer/sommerhusområder
Inden for delstrækningen ligger byerne og landsbyerne Nordskov, Snave og Løkkegårdshuse samt sommerhusområderne Korshavn og Bøgebjerg Strand. Langs store dele af delstrækningen er der spredt bebyggelse og landbrugsarealer.
Natur
Den nordligste ende af delstrækningen ligger indenfor Natura2000-område nr. 107 Fyns Hoved, Lillegrund og Lillestrand. Resten af delstrækningen ligger indenfor Natura2000-område nr. 109 Havet mellem Romsø og Hindsholm samt Romsø. De fredede områder Fyns Hoved, Bjørnens Krat, Romsø og Hverringe Gods ligger inden for delstrækningen. Store dele af kyststrækningen er omfattet af områder med §3-beskyttede områder i form af søer, enge, strandenge, overdrev og moser.